Regnen står ned i stænger på Skanderborg Festival

Kraftig regn har ramt Smukfest. Ifølge DMI fortsætter det hele lørdag, og der er risiko for tordenKraftig regn har ramt Smukfest. Ifølge DMI fortsætter det hele lørdag, og der er risiko for torden.

Ritzau
Voldsomme regnbyger har ramt Danmarks Smukkeste Festival, og det ser ud til at fortsætte lørdag den 10. august.
Smukfest 10. august 2019 13:15 - Opdateret 10. august 2019 15:09

SKANDERBORG: Både fredag og lørdag formiddag har kraftige regnskyl ramt Skanderborg Festival, også kendt som Smukfest.

Ifølge Jesper Eriksen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, er det sandsynligt, at der bliver tale om det, DMI kalder kraftig regn - 24 millimeter regn på seks timer.

- Vores bud er, at der kan falde alt mellem 10 og 40 millimeter i dag, fordi bygerne er meget lokale. Om de kraftige byger rammer midt på Skanderborg Festival eller går udenom, er ikke til at sige.

- Bygerne kan indeholde både torden, hagl og kraftige vindstød, og især ved torden er det ikke heldigt at befinde sig i en skov, siger Jesper Eriksen.

Det skyldes ifølge meteorologen, at man ved tordenvejr skal holde sig fra høje steder, men træerne i en skov rager jo som bekendt højt op.

Han anbefaler at følge festivalens instrukser, hvis det bliver tordenvejr.

Ifølge festivalens sikkerhedschef, Thomas Rydahl, er Smukfest i kontakt med DMI på timebasis.

- Vi har iværksat vejrplaner og forebyggende foranstaltninger. Vi er i en skov, og vand hober sig jo op herinde. Vi skal også have styr på, at internetforsyning og belysning virker, siger han.

Som vejrudsigten ser ud på nuværende tidspunkt, er koncerterne overhovedet ikke i fare, understreger han.

- Men vi hører, der kan komme torden, og det skal vi holde øje med. Tordenvejr og scenekonstruktioner fungerer jo ikke så godt sammen. Men kommer der skybrud og står vinden forkert, så ryger der vand ind på scenen, og det går ikke, siger Thomas Rydahl.

Han forklarer, at det også var derfor, den danske popgruppe Laid Back fredag måtte afbryde sin koncert.

- Man skal jo helst ikke have vand i elguitaren, slår Thomas Rydahl fast.

Ifølge Mads og Monopolets egen Facebook-side blev det populære radioprograms årlige udsendelse fra festivalen midlertidigt afbrudt, fordi et vejr ramte pladsen.

Teknikken svigtede, men programmet kom hurtigt op at køre igen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...