- Regningerne er betalt

Familie til skuddræbt går i rette med mors udtalelser

Drab 8. september 2002 08:00

NØRRESUNDBY: - Regningerne er betalt, og Henrik har ikke ligget nogen til last. Sådan lyder meldingen fra Jan og Hanne Brodersen, der er far og farmor til Henrik Koch Brodersen, som kort før jul blev skudt og dræbt af en hjemmeværnsmand i Lindholm. Hidtil har den gren af familien ikke udtalt sig til pressen om sagen, mens Henriks far og farmor har nu valgt at stå frem for at kommentere en række oplysninger i NORDJYSKE Stiftstidende. Udsagn som er fremsat af afdødes mor, Pia Koch. Moderen har oplyst, at hun i forbindelse med den kommende retssag mod hjemmeværnsmanden, vil overveje at kræve erstatning, så hun blandt andet kan få dækket udgifterne til indfrielse af et privat lån, som sønnen efterlod ved sin død. Det drejer sig om godt 50.000 kroner. - Men det lån, har Pia Koch ikke betalt af egen lomme. Derfor har hun heller ikke krav på erstatning. Da Henrik optog lånet i sin tid, tegnede han samtidig en livsforsikring, og den er kommet til udbetaling i forbindelse med skifterettens opgørelse af boet, understreger Hanne Brodersen. For Henriks far og farmor er det afgørende en gang for alle at få fastslået, at Henrik ikke lå nogen til økonomisk byrde ved sin død. NORDJYSKE Stiftstidende har fået kopi af forsikringspapirerne, hvor boet er gjort op. Papirerne viser, at der er udbetalt 180.000 kr. i livsforsikring, og at indfrielse af en restgæld beløber sig til nøjagtig 50.497,35 kr. Det resterende beløb - cirka 129.000 kr. - er udbetalt ligeligt til arvingerne - moderen og faderen - som ikke har boet sammen i mange år. Jan og Hanne Brodersen understreger også, at de ikke kan genkende Pia Kochs regnestykke for bisættelsen. Moderen har oplyst, at den beløb sig til 119.000 kroner. Det undrer den øvrige del af familien, som kun har set en regning fra bedemanden på 11.200 kr. Dertil kommer, at der er ydet kommunal begravelseshjælp på i alt 7400 kr., hvilket betyder, at restbeløbet er nede på 3800 kr. Regningen indbefatter ikke det efterfølgende traktement med kaffe og kage i Lindholm Idrætsforenings lokaler. Men det beløber sig til i alt 500 kr. Lokalerne blev i øvrigt stillet gratis til rådighed af LIF, understreger Henriks far, Jan Brodersen. - Jeg er ikke ude på at lange ud efter Henriks mor, men vi vil blot gerne have sat på plads, hvordan tingene forholder sig. Henrik har ikke sat nogen i gæld, bemærker Jan Brodersen. NORDJYSKE Stiftstidende har forelagt de nye oplysninger for Pia Koch, som fastholder sine tidligere udsagn. Hun vil dog ikke at gå i detaljer med beløbene og henviser til, at det kommer frem under retssagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...