regnskab Bavarian Nordic søger ny kapital

Virksomhedsøkonomi 15. februar 2005 05:00
} KØBENHAVN: Asger Aamunds medicinalvirksomhed Bavarian Nordic henter ny kapital på fondsbørsen. Der sker ved en emission, som skal give 300 millioner kroner i ny egenkapital. Samtidig løfter selskabet sløret for 2005-forventningerne, som lyder på et nulresultat. I det resultat er ikke medregnet koncernens forventede ordre fra USA på cirka 60 millioner doser koppevaccine - Imvamune-vaccinen. Koncernen har endnu ikke offentliggjort resultatet for 2004 men nedjusterede i december forventningerne til et underskud på 80 millioner kroner. Emissionen bliver en realitet i løbet af forsommeren, og provenuet skal bruges til supplerende investeringer i produktionsudstyr og produktudvikling, hvor blandt andet kliniske forsøg med kopper, HIV og kræft i såvel USA som Europa står på programmet. Samtidig vurderer koncernledelsen, at det generelle kapitalberedskab skal forstærkes for hurtigt at kunne udnytte internationale investerings- og samarbejdsmuligheder. Bavarian Nordic regner med, at omsætningen i indeværende regnskabsår vil løbe op i 450-500 millioner kroner. Koncernen regner med at ansætte 85 personer primært til produktion og forskning/udvikling. /ritzau/
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...