Regnskabet er en ommer

Generalforsamlingen ønsker mere gennemskueligt regnskab

Virksomhedsøkonomi 21. marts 2007 05:00

ØSTER BRØNDERSLEV:Om igen. Sådan var holdningen hos generalforsamlingen i Ø. Brønderslev Borgerforening. Behandlingen af regnskaberne for både borgerforeningen og forsamlingshuset blev udsat af flere grunde. Kasserer for Borgerforeningen, Mogens Pedersen, fremlagde et indviklet regnskab, hvor det endelige resultat ikke var helt gennemskueligt, og kasserer for forsamlingshuset, Jens Ole Kristensen, havde ikke kunnet få bilag fra et bestyrelsesmedlem for et par posteringer, og fremlagde derfor kun et kontoudtog fra Sparekassen. Endelig er ingen af regnskaberne revideret af de kritiske revisorer, fordi det ikke var lykkedes at få fat i nogle af dem, så generalforsamlingen afviste at behandle foreningernes økonomi, før der til næste møde var kommet orden i papirerne. Generalforsamlingerne i borgerforening og forsamlingshus havde kun fået fire ud over bestyrelsen til at møde op, men der bliver en lejlighed mere til at deltage, for generalforsamlingerne fortsætter senere. Der var nemlig flere uafklarede punkter, så der indkaldes til endnu et møde, der sandsynligvis afholdes 10. april. Formanden Carsten Pedersen fortalte om aktiviteterne, som pensionistfester, flagallé, fastelavnsfest, sankthansfest og juletræsopsætning. Han kom også ind på deltagelsen i samarbejdet i B.I.B.K.O, der nu er afløst af Landsbyrådet. Der kom kritiske bemærkninger til årets julebelysning, som formanden indrømmede, var en katastrofe på grund af gentagen hærværk. Der var spørgsmål til de 48.000 kr., der var bevilliget til borgerforeningen af B.I.B.K.O, men som bestyrelsen ikke havde fået anvendt og heller ikke havde indhentet ideer til benyttelsen af. Carsten Pedersen lovede, at den kommende bestyrelse ville tage fat på spørgsmålet om anvendelsen af pengene, som han mente, stadig står til rådighed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...