Regnskabets time for Størup

Lokalpolitik 3. august 2007 06:00

ØKONOMI: Mange lokale har spurgt mig om baggrunden for mit engagement i Størup-sagen. I mine daglige kontakter med de lokale borgere møder jeg mange hårdtarbejdende og travle håndværkere og andre erhvervsaktive, der hver dag knokler løs for deres løn og betaler skat til kommunen, og Størups pekuniære fiflerier er en hån mod disse flittige skatteborgere, der nu kan se på, hvorledes Størup har kørt den gamle Hirtshals kommune i økonomisk sænk med et underskud på mindst 33 millioner kroner, og Størup nægter at give en forklaring på, hvor pengene er blevet af og påberåber sig minsandten forsætlig uvidenhed herom og har givet sig selv mundkurv på. Men efter revisionen af Hirtshals kommunes regnskabsrod samt Tilsynet og Statsforvaltningens gennemgang af sagen kan Størup jo så ligesom i ”Farum-sagen” risikere at blive stillet for en dommer i Hjørring Ret? Så snart Tilsynet har indledt en undersøgelse af sagen, vil jeg tage kontakt til Statsadvokaturen for Særlige Økonomiske Anliggender og bede anklagemyndigheden om at overveje en strafferetlig efterforskning. Alle, der kendte til den gamle Hirtshals kommune, ved, at Knud Størup havde hånd i hanke med og indsigt i alt, hvad der foregik på borgmesterkontoret og i økonomiforvaltningen, ikke mindst i sin egenskab af formand for økonomiudvalget, samt med kommunaldirektøren som sin nærmeste kontor-nabo. Og i øvrigt taler Størups dumstædige tavshed for sig selv, han har dårlig samvittighed, det lyser ud af Størups lidt forlegne smil og undvigende øjenkontakt samt undvigende svar på, hvor de mange millioner skattekroner mon er blevet af, og hvad med de tidligere regnskabsår i øvrigt etc., etc.? Jo, regnskabets time er kommet for Størup, selv hans tidligere loyale støtter kan godt se, at den er helt gal med hans økonomiske fiflerier.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...