Regnskabets time i Strandby Fritidscenter

Tidligere leder meldt til politiet - bestyrelsen stiller sit mandat til rådighed

STRANDBY:Det er regnskabets time i Strandby Fritidscenter i aften. På en ekstraordinær generalforsamling skal forældrene tage stilling til, om de fortsat har tillid til bestyrelsen. Forhistorien er lang og sørgelig. Dårligt psykisk arbejdsmiljø og deraf længerevarende sygdom kostede sidste forår to af fritidscenterets medarbejdere jobbet og herefter kom det frem, at institutionen i årevis har ført en særdeles kreativ regnskabspraksis. Bestyrelsen for den selvejende institution har politianmeldt den fratrådte leder, efter at en rapport fra Kommunernes Revision har karakteristeret forholdene som "yderst kritisable" og påpeget en række mangler og fejl. - Revisionsrapporten viser, at der har været en del uoverensstemmelser og at der har manglet bilag på nogle indkøb. Derfor har vi bedt politiet undersøge sagen, så vi kan få ryddet op, få gjort rent bord og komme videre, siger bestyrelsesformand Karsten Hansen. Villig til at fortsætte Bestyrelsen er villig til at fortsætte, hvis den får forældrenes opbakning i aften. - Vi mener, at vi har handlet i god tro ud fra de arbejdsredskaber, vi har haft. Kommunens revision har hvert år revideret og godkendt regnskabet uden bemærkninger. Vi har haft en uvildig jurist til at vurdere sagen og han bakker os op og siger, at vi har ageret korrekt på de oplysninger, vi har fået. Hvis nogen har sovet i timen, må det være kommunens revision, siger Karsten Hansen. Efter at sagen er kommet frem, har bestyrelsen strammet op på regnskabspraksis. Blandt andet er der indkøbt et kasseapparat og i dag er der bilag på alle indkøb. Indholdet af "Pølsekassen", en bankbog, der kørte uden om det officielle regnskab og som ved et uanmeldt besøg i oktober 2004 indeholdt 107.000 kr., er overført til kommunens konto.