Naturvidenskab

Regnvejr betød færre campinggæster i juli

SKAGEN:De syv campingpladser i Skagen Kommune havde samlet en nedgang i juli måned, formodentlig på baggrund af regnvejret i begyndelsen af måneden. I alt havde campingpladserne en nedgang fra 212.329 overnatninger i juli 2002 til 198.243 overnatninger i 2003. - De tre campingpladser i Skagen havde fine besøgstal, mens de mere strandrelaterede pladser blev ramt af det dårlige vejr, konkluderer Skagens turistchef, Arne Zachariassen, der venter at hele året vil vise sig at være på niveau med sidste år, da både august og september har været fine måneder for camping. Totalt i Nordjylland har der været 1.408.304 overnatninger frem til 1. august, og Skagen Kommunes tilsvarende tal er 290.008. Det vil med andre ord sige, at hver 5. campinggæst i Nordjyllands Amt har overnattet på en af Skagen-områdets campingpladser, og det er da et flot resultat, fastslår turistchefen. På hotelsiden har der i juli været 52.459 gæster mod 51.580 gæster sidste år, svarende til en beskeden fremgang på knap to procent. For de første syv måneder i år er der tale om en fremgang på 3,8 procent. Bag disse tal ligger en lille fremgang i svenske overnatninger, en pæn stigning i antallet af norske og en mindre nedgang i antallet af danske overnatninger. - I Nordjyllands Amt har der i årets første syv måneder været 1.366.881 gæster, hvoraf de 148.463 har boet i Skagen-området. Det svarer til, at 11 procent har valgt Skagen som mål for et hotelophold, siger turistchefen.