Regnvejr oversvømmer kældre og veje flere steder i landet

Særligt Vejle har mandag fået store mængder vand. Her har flere veje været oversvømmet, oplyser politiet.

regn Foto: Free/Colourbox

regn Foto: Free/Colourbox

Falck har måttet rykke ud flere steder i landet på grund af voldsomt regnvejr. Det oplyser kommunikationsmedarbejder hos Falck Sandra Kronnann.

Mandag aften har Falck fået omkring 30 henvendelser i området omkring Vejle og Aarhus.

- Det er primært henvendelser om oversvømmede kældre, siger kommunikationsmedarbejderen, der fortæller, at de har "rygende travlt".

Sjælland er heller ikke gået helt fri for regn. Her er Falck indtil videre rykket ud tre steder i området omkring Frederikssund og Lejre.

Men hårdest er det ifølge kommunikationsmedarbejderen gået ud over Vejle.

Sydøstjyllands Politi oplyser også, at flere veje har været oversvømmet i Vejle. Det samme gælder i Hjørring-området i Nordjylland, oplyser Nordjyllands Politi.

Regnen har også skabt problemer for togene i Sydøstjylland. DSB skriver på sin hjemmeside, at sporene i Grejsdal er oversvømmet. Derfor er der blevet indsat togbusser mellem Vejle og Jelling.

Banedanmark regner med, at togene kan begynde at køre igen tirsdag morgen.

DMI oplyser, at der har været lokale skybrud flere steder i landet. Det meste af Østjylland har fået regn samt dele af Nordsjælland. Mandag aften er regnen ved at dø ud igen, oplyser DMI.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst