Naturvidenskab

Regnvejret prægede torvemarkedet i Saltum

SALTUM:Paraplyer i alle afskygninger var det største hit på torvedagen i Saltum lørdag formiddag. Truende skyer fra morgenstunden havde lagt en dæmper på festlighederne. Der var rift om paraplyerne, og det havde "Markedet" i den gamle brugs udnyttet ved at flytte paraplysalget ud på gaden, og de gik som varmt brød. Mange borde på torvet stod tomme, men de mest standhaftige lokale slog paraplyen op og lod regnvejr være regnvejr og skyllede en ekstra fadøl ned. Traditionen tro var der kaffe og rundstykker skænket af Nørgårds Bageri, men det var ligesom om, at stemningen manglede de 8 - 10 grader ligesom termometret. Som vanligt havde børnene fri adgang til at sætte en bod op, og bl.a. Tobias Simonsen solgte udrangeret legetøj og playstation spil. Først på formiddagen havde han solgt flere spil og kunne stolt fremvise en omsætning på over 200 kr. Formanden for Saltum IF, Niels Spaun ,var ikke så pessimistisk med hensyn til fremmødet. - Når først de er kommet hjemmefra er de svære at drive herfra igen, sagde formanden og fortalte om en idrætsuge med gang i aktiviteter og omsætning. Det "gode" vejr med ingen sol, men heller ingen regn har været perfekt for arrangementet. Ugen sluttede i aftes med bal i teltet ved Nols og formanden havde tidlig lørdag formiddag allerede solgt over 100 billetter.