Farsø

Rehabiliteringen tilbage til Farsø

Kommunalbestyrelsesmedlem i Vesthimmerlands Kommune, Jan Dyregaard (V), har (14.2.) givet udtryk for frustration over, at der de senere år er fjernet en del funktioner fra sygehuset i Farsø. Det er fuldt forståeligt, og i sygehusets støtteforening har vi da også gang på gang påpeget den betydelige forringelse af et ellers fremragende lokalt sygehustilbud, som det har medført for borgerne i Vesthimmerland.

I sandhedens interesse skal det dog også nævnes, at der er positive ting at sige, nemlig at der i Farsø er etableret en meget værdsat palliativ afdeling, og der er også kommet et såkaldt diagnostisk center. Men den akutte modtagelse på medicinsk afdeling er beklageligvis fjernet, og ind imellem forlyder det, at man måske pønser på også at fjerne de sidste (24) medicinske senge i Farsø. Noget sådant må ikke ske, for denne afdeling er afgørende vigtig ikke blot for de medicinske patienter fra Vesthimmerland, men også for den ortopædkirurgiske afdeling, hvor de opererede patienter ofte får brug for tilsyn og behandling af en medicinsk læge, og det samme gælder for den palliative afdeling. Heldigvis er der da heller ikke truffet beslutning om at foretage et så drastisk og ødelæggende skridt. Samtidig med, at de nævnte senge bevares, er det nu vigtigt, at rehabiliteringsafdelingen (genoptræning) flyttes tilbage til Farsø, hvor den engang fungerede fint og i gode lokaler. Der er plads til det, og set i sammenhæng med sygehusets tilbud i øvrigt vil det passe rigtig fint ind i det samlede billede.