Rejetærte med chili og porrer

Denne måned har jeg lovet - helt bestemt - at der ikke kommer noget med tørrede bønner, men jeg har ikke lovet, at der ikke kommer gentagelser.

Jeg er vild med tærter og rød chili, og ikke mindst de gode rejer kan jeg ikke stå for. Jeg laver altså tærte med rejer, porrer og chili. Porrerne må vist være de sidste, der er i drivhuset. Og væk skal de, for der skal helt andre vækster i gang nu. Purløg, persille og dild har længe været tilgængelige. Og ved I, hvad jeg lige har lært? Purløg og dild i et drivhus jager meget utøj væk fra tomater og agurker, så det må komme an på en prøve i år. Passer det, siger jeg tak til den venlige mand, der gav mig den oplysning, og passer det ikke, så har jeg da haft glæde af dild og purløg i lang tid. Har I husket, at det er nu, I skal tillægge jer den vane at cykle i stedet for at tage bilen, og gå en tur hver dag skal I også. Bare en halv time rækker, men mere gør ikke det mindste! I kan jo bare lave tærten en dag, der er god tid, fryse den og tage den frem den dag, det passer jer bedst. Og for øvrigt er det ikke en af de retter, der kræver længst ophold i køkkenregionerne. Har I børn, så lad dem lave den. Der skal ikke forfærdelig meget tid og oplæring til for at gøre dette. Og der må da være børn, der gerne vil glæde deres mor og far. Vi har tre af den slags. Og jeg tror, I har et par stykker, hvis I spørger dem. Tærten gør sig godt på en buffet, til frokost eller til middagen. Måske kan den få en rolle som forret. Er der for lidt, så lav en skål salat og server den ved siden af. Det er slet ikke så tosset. Og maven er let, men ikke slunken, når du går fra bordet. Så kan du nå den tur, du ikke nåede i løbet af dagen. Bare i gang. Der er ikke noget at gøre! Jeg har lige været i min køkkenhave, og minsandten om det ikke ser ud til, at der kan blive lidt grønne asparges til næste uge. Så må jeg se, hvad der kan trylles frem. Retten behøver jo ikke at bestå udelukkende af de grønne ranke fyre. Og sidste uge glemte jeg de sidste porrer, der har overvintret på friland. De er sat ganske tæt, så de ikke bliver store, og nu bilder de sig ind, at de hedder forårsløg. "Sådan er der så meget", som Finn Søborg kalder en bog. Jeg var i skoven i går, og der var der bare noget at se på hele tiden og overalt. Så der er noget at nyde for folk i alle aldre, hvis man da forstår at leve i nuet! I dag er jeg så heldig, at en af mine venner, som jeg har haft i mange år, har fået lyst til at fejre sin fødselsdag. Det glæder jeg mig til. Også af den grund, at der kommer nogle, vi ser ret ofte, og nogle, der kun sjældent er mulighed for at snakke med. Uha, som der skal snakkes i dag. Og husk nu, at der kun er en halv snes dage til 1. juni. Er det ikke forunderligt at tænke på?