Skattepolitik

Rejs nu, betal senere

I charterturismens vorden for efterhånden mange år siden brugte Simon Spies det fængende slogan: ”Rejs nu, betal senere!”.

Det gamle slogan passer bemærkelsesværdigt godt på regeringens nye skatteudspil. Fogh er på vej væk fra Danmark. Men inden han kaster håndklædet i ringen, vil han gerne nå at manifestere sig selv som den borgerlige statsminister, der for alvor fik sat skatten ned for de allerrigeste. Betalingen skal først falde senere - nærmere bestemt i år 2012, når Fogh er over alle bjerge, og vore børn kan få lov at betale i form af ringere velfærd, nedslidte skoler, mindre undervisning og omsorg samt ikke mindst større ulighed. I en økonomisk krisetid, som den vi oplever nu, er der ellers al mulig grund til at stå sammen i dansk politik og levere den nødvendige og ansvarlige politik. Men regeringen vælger blokpolitikken for at tvinge sin asociale og uansvarlige politik igennem. Regeringens skatteudspil er den helt forkerte medicin i forhold til den økonomiske situation, vi står over for. Alle økonomer er enige om, at beskæftigelseseffekten er langt større ved fremrykning af offentlige investeringer end ved skattelettelser. Offentlige investeringer er tre til fem gange så effektive, til at sætte gang i beskæftigelsen, som skattelettelser. Regeringen lægger også op til at underfinansiere deres forslag de første år. Det betyder med andre ord, at de tager penge fra vores fælles velfærd og bruger dem på skattelettelser til de rigeste. Dernæst er regeringens udspil den mest ultimative form for blokpolitik. Udspillet er direkte designet til, at kun DF kan spise det. Det er hverken kønt eller ansvarligt af regeringen at lægge op til så smal en aftale i så alvorlig en situation. Regeringen burde i stedet lægge op til et bredt samarbejde i Folketinget. Selvom regeringen har brugt adskillige uger til at gennemarbejde deres udspil (sandsynligvis i tæt samarbejde med Kristian Thulesen Dahl i DF), ønsker de nu at haste en vedtagelse igennem. De er givet vis bange for, at der bliver tid til at regne på deres forslag, så den asociale fordelingspolitik afsløres. Skatteudspillet er noget af de mest asociale i nyere tid. Mens bankdirektøren scorer adskillige hundredetusinde kroner om året, må pensionisten og lønmodtagerfamilien med en mellemindkomst kigge i vejviseren efter en lettelse. Børnefamilier med nyindkøbt hus skal sågar i nogle tilfælde af med penge, selvom de er blevet lovet det modsatte. Det bliver mere og mere tydeligt, at Fogh snart rejser – og lader andre betale senere.