Rejse i en ukendt verden

"En rejse i tyre- fægtningens fodspor"

Litteratur 18. november 2010 05:00

Det bedste brændstof, når en historie skal fortælles, er, at forfatteren selv synes, det er spændende. Og det lyser ud af alle sider, at Kasper Kloch er enormt fascineret af tyrefægtning. Ellers havde han sikkert heller ikke gidet rejse rundt i Spanien i tre måneder for at udforske tyrefægtningens univers. Men hvorfor er det lige, at vi skal vide noget om denne noget bizarre underholdningsform, der stort set altid ender med, at tyren ligger død i arenaen med et stykke metal stukket dybt ned i nakken. Den findes ikke herhjemme, jeg har aldrig hørt om nordjyske - eller bare danske tyrefægtere, og hvis sandheden skal frem, har jeg aldrig selv overværet en tyrefægtning - undtagen i glimt på tv, når en tyr en sjælden gang får ram på en tyrefægter. Men det skal vi, fordi historien er spændende. Jeg anede f.eks. ikke, at tyrene bliver avlet kun med det formål at ende deres dage i en arena - det er bestemt ikke noget for Maren Malkekos lillebror -, at de lever et skønt og fredsommeligt tyreliv, indtil de er gamle nok til at komme i kamp, at det formentlig ikke gør ondt på tyrene - ikke ret meget i hvert fald - selvom blodet sprøjter ud af nakken på dem, at der er hård konkurrence om at blive tyrefægter, at der findes tyrefægtere, der hutler sig igennem, at der findes kvindelige tyrefægtere og, og, og... Men udover den solide dosis viden og fakta, bogen er pakket med, er det bedste egentlig, at den er blændende skrevet. Det er en ren fornøjelse at tage hul på hvert nyt kapitel, hvor Kasper Kloch med overskud og rigdom i detaljer og beskrivelser tager os ved hånden og fører os ind i nye dele af en ellers en ukendt verden. Det eneste problem er sådan set, at bogen giver en voldsom trang til at se tyrefægtning i virkeligheden. Jørn Larsen joern.larsen@nordjyske.dk Kasper Kloch: En rejse i tyrefægtningens fodspor Forlag: Rosenkilde 240 sider, 299 kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...