Turisme

Rejsebureauer

KØBENHAVN:Arrangører af rejser til de katastroferamte områder er røget i totterne på hinanden. I helsidesannoncer i dagbladene forsvarede rejsebureauet Tyrkiet Eksperten sig tirsdag mod massiv kritik i forbindelse med flodbølgekatastrofen og angriber samtidig konkurrenterne for at bruge beskidte midler for at få bureauet lukket. Hos Star Tours, som er en af de konkurrenter, der angribes i annoncen forstår salgsdirektør Stig Elling, ikke, hvorfor Tyrkiet Eksperten har taget dette utraditionelle skridt. - Jeg synes ikke, at tiden er inde til mudderkastning. Lige nu er der langt vigtigere ting at tage sig til. Det har været et forløb, der har kørt over mange dage, og der er sket mange ting. Helt ærligt så forstår jeg slet ikke, hvad det er de vil, eller hvad det er, de mener, siger Stig Elling til Ritzau. Heller ikke Jan Lockhart, direktør hos Apollo og formand for Foreningen af Rejsearrangører i Danmark, finder, at kritikken er på sin plads. /ritzau/