Golf

Rejsegavekort skal bruges på golf

FJERRITSLEV: Der er ingen tvivl i sindet hos ugens vindere af Nordjyskes avisquiz, de inkarnerede golfspillere Kirsten og Carl Johan Thorhauge, Thorupstrand. Gevinsten, et rejsegavekort på 6000 kr., skal bruges på en golfrejse. - Vi har endnu ikke besluttet hvorhen turen skal gå, men det bliver nok enten Grækenland eller Sverige, fortæller Carl Johan Thorhauge. - I Grækenland er der et hotel med egen golfbane, vi gerne vil prøve, og det skal så være i foråret, inden vejret bliver for varmt og tørt. Men vi er også meget glade for Sverige, hvor man kan komme på en fantastisk golftur rundt om Vättern. - Der kan man køre rundt i campingvogn til otte-ni baner, og man parkerer lige midt i den mest fantastiske natur. Det kan man jo ikke i Danmark, tilføjer Carl Johan Thorhauge. Han er selv efterlønner, mens Kirsten Thorhauge arbejder på Klim Møbelfabrik som bogholder, og ferieplanerne skal derfor passes ind i hendes arbejde. Parret er flyttet permanent i sommerhus ved Thorupstrand, efter at de i mange år ejede og drev Volvo-Renault foretningen og autoværkstedet på Vestergade i Fjerritslev. Sideløbende var de i 1980'erne primus motor i etableringen af golfbanen i Starkær og Han Herreds Golfklub. ms