Rejsegilde for den sorte kasse i vestbyen

Fine forhold for idrætsudøvere, men arkitektonisk er byggeriet ved fritidscentret er ikke nogen perle

SÆBY:- Velkommen i stalden! Sådan bød centerleder Tommy Thomsen fredag velkommen til rejsegilde for den nye sportshal, der opføres i tilknytning til Sæby Fritidscenter. Som kommentaren antyder, er det nok ikke verdens smukkeste sportshal, der p.t. skyder op i vestbyen. Udefra fremstår den som en massiv sort kasse, og indvendig er vægge og bærende konstruktioner lavet af metal. - Det er et utraditionelt byggeri. Men jeg tror, at brugerne bliver meget glade for hallen, og efterhånden som gulvet bliver lagt og de sidste finpudsninger er lavet, skal resultatet nok blive godt, sagde Tommy Thomsen. De utraditionelle byggematerialer er valgt for at gøre projektet så billigt som muligt. Hallens opføres med standardmål, så der er plads til en håndboldbane. En hæve/sænkevæg gør det desuden muligt at dele hallen op i to. Halprojektet er samlet på 1791 kvadratmeter og opføres i to etager umiddelbart øst for den nuværende idrætshal. Der bliver direkte forbindelse mellem de to haller. I den nye hal indrettes der fra starten en springgrav, og samtidig bliver hallen forberedt til installering af et nedfældet trampolinspringanlæg. Byggeriet udførte i totalentreprise af entreprenør Arne Andersen,Vrå, der de seneste år har stået for en række store byggeopgaver i Sæby. Byggeriet indvies officielt 30. april.