Suldrup

Rejsegilde i Sognehus

Midt i vinterkuldens jerngreb dampede det torsdag eftermiddag fra en gryde kogte pølser i sognehuset i Suldrup.

Dannebrog mod vinterhimlen i Suldrup.Privatfoto

Dannebrog mod vinterhimlen i Suldrup.Privatfoto

- Det var et rigtig hyggeligt lille arrangement. Stort set samtlige håndværkere var til stede sammen med kirkens personale, menighedsrådet og den arkitekt, som har tegnet huset, fortæller næstformand i Suldrup Menighedsråd Svend Erik Pedersen. Det er næsten tre år siden, at den første kontakt til arkitekten blev taget. Siden fulgte en lang dialog med fredningsnævnet for at skabe mulighed for et nyt sognehus i Suldrup. - Vores formand takkede håndværkerne for deres arbejde og for et godt forløb, hvor det er vejrets skyld, at vi er et par uger efter tidsplanen, fortæller Svend Erik Pedersen. I Suldrup håber man på, at resten af byggeriet kan gøres færdigt efter planen, så indvielsen kan finde sted i maj måned. - Efter den lange proces, vi har været igennem betyder de sidste fire måneder ingenting. Vi glæder os til at tage det nye sognehus i brug til andet end varme pølser, og vi håber og tror, at vi får rigtig mange gode stunder der i rigtig mange år fremover, siger Svend Erik Pedersen.