Byggeri

Rejsegilde på Humlebækvej

Boligerne i Arden sælger sig selv, og til efteråret står ni nye klar

ARDEN:Boligsalget går forrygende i Arden. Ejendomsmæglerne har svært ved at følge med, og rundt omkring i kommunen udstykkes der jord til nye bebyggelser. På Humlebækvej i Arden er der i løbet af det seneste år skudt ni nye andelsboliger op, og i går mødtes bygherren, ejendomsmægleren og nogle af de kommende beboere til rejsegilde i Humleparken. Fem af de ni andelsboliger er allerede solgt, og flere af køberne er flyttet ind. Ejendomsmægler Jørgen Steve fra EDC-mæglerne i Hadsund forventer, at alle boligerne er solgt, når byggeriet står færdigt til efteråret. - Det går meget stærkt med boligsalget i Arden for øjeblikket. Byen er populær, og jernbanen gør det nemt at komme til både Århus og Aalborg, sagde han. Derfor opføres der også yderligere 11 boliger i Humleparken de kommende år. Med til rejsegildet var ægteparet Kaj og Ingelise Gillkrog, der flyttet ind i deres nye hjem i fredags. Men egentlig har de ikke flyttet sig overhovedet. - Vi boede på den gård, der blev raget ned for at give plads til de nye andelsboliger, og vi har regnet os frem til, at vores nye stue ligger midt i det gamle køkken, fortalte Kaj Gillkrog. Rejsegildet var kun første punkt på programmet. Boligforeningen skulle stiftes, og derfor drog hovedparten af selskabet efter rejsegildet ned på kroen for at holde stiftende generalforsamling. Fællesskabet i Humleparken ser dog allerede ud til at stortrives. I hvert fald var indflytterfesten arrangeret før turen gik på kroen.