Rejsegilde på vandværket

Kongerslev 24. september 2002 08:00

KONGERSLEV: Lige før weekenden blev arbejdet indstillet en stund, mens håndværkere, leverandører og bygherre holdt rejsegilde på det totalt ombyggede vandværk. Hvad der før var en lille bygning, som man let overså i forbifarten, bliver nu til et præsentabelt hus, hvor man om små to måneder har færdigindrettet et nyt vandværk. Formand Arne Sørensen bød på bestyrelsens vegne velkommen og fortalte, at denne bygning er en del af en større række investeringer, som vandværksbestyrelsen har foretaget gennem de sidste seks år. Målet er også i fremtiden at have en høj grad af vandforsyningssikkerhed og samtidig få et 100 procent overblik over den mængde vand, der lukkes ud i rørene til forbrugerne. En anden stor fordel ved det nye værk er, at vandet fremover bliver lukket ind i en beholder, så man undgår udefra kommende forurening. Det gamle vandtårn kommer væk, og Arne Sørensen takkede håndværkerne for det pæne arbejde indtil nu og ser frem til indvielsen af et flot hus om et par måneder. Derefter blev der disket op med øl, vand og røde pølser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...