Rejsegildemenu på skole

Friskolens tilbygning med nye faglokaler klar til oktober

Signe Heltoft fra børnehaveklassen klippede en rød snor over til de kommende, nye faglokaler. Foto: Henrik Louis

Signe Heltoft fra børnehaveklassen klippede en rød snor over til de kommende, nye faglokaler. Foto: Henrik Louis

STENUM:- Vi vil plante et træ, som skal vokse sig stort, sang børn og voksne, da der i går var rejsegilde på tilbygningen til Tolstrup-Stenum Friskole. Og ganske vist var det ikke et træ, der blev plantet i går. Men som leder Marianne Hejlesen sagde, så bliver kimen til noget nyt sået med tilbygningen. Flag og krans på plads Egentlig er et rejsegilde håndværkernes fest - men friskolens mange elever sørgede for, at rejsegildet blev ekstra festligt. Festen blev holdt i skolens kommende natur-tekniklokale. Endnu står væggene rå - og endnu mangler taget på den nye bygning. Men krans og flag var på plads. Og allerede før sommerferien skulle bygningen ifølge planen stå klar til malerne - der i øvrigt udgøres af frivillige hjælpere. Vigtig dag for skolen 1. oktober ventes de nyindrettede lokaliteter at være klar til brug. - Det er en meget spændende og vigtig dag. Skolen har trængt til de her lokaler i lang, lang tid. Og nu varer det ikke længe, før vi kan tage dem i brug, sagde skolens leder. - Jeg er sikker på, at I godt kan forestille jer, hvordan det kommer til at se ud, når det er færdigt. Tilbygningen rummer et natur-teknik-lokale, et stort lokale til fysisk, samt et værksted og depotrum. Byggeudvalget har besøgt en del skoler for at hente inspiration og nå frem til den helt rette indretning. Og friskolens repræsentanter har valgt en særdeles fleksibel løsning, der gør det muligt at anvende lokalerne til forskellige fag. - Jeg håber, at I bliver glade for at bruge lokalerne, når nu de er indrettet. Og at I vil være med til at passe på dem, så de er flotte i lang, lang tid. Jeg har et stor ønske om, at lokalerne vil blive brugt med stor energi, og at de bliver brugt flittigt, sagde Marianne Hejlesen til eleverne. - Der er gennem årene sket en del knopskydning på skolen. Der er bygget musiklokale, og der er bygget nye klasselokaler på første sal. Nu står vi så her i den næste knopskydning til naturfagslokalerne. Marianne Hejlesen takkede håndværkerne for deres hidtidige indsats. - Der arbejdes ihærdigt, og det blive spændende at se det færdigt. En elev fra børnehaveklassen, Signe Heltoft, klippede en rød snor over til de øvrige lokaler i tilbygningen. Og efter sodavand og røde pølser gik eleverne en runde i bygningen, for at se deres kommende arbejdsplads. Nybyggeriet på friskolen er på alt ialt 430 kvadratmeter, og det beløber sig samlet til tre mio. kroner.