Rejseglade nordmænd

Passagerrekord på Hirtshals-Kristiansand

EMNER 10. januar 2003 01:00

FREDERIKSHAVN: Nordmændene er vilde med at rejse ud. Det mærkes på nordjyske hoteller og på færgeruterne mellem Danmark og Norge. Sidste år sejlede Color Line med fire procent flere passagerer end året før. Væksten var størst på ruten Frederikshavn-Larvik - 11 procent. Her indsatte rederiet i august 2001 færgen "Skagen", som sejler i modsat fase af rederiets store færge på ruten, "Peter Wessel". "Skagen" benyttes fortrinsvis som lastbilfærge med begrænset passagertal. Men i sommerperioden sidste år var "Skagen" opgraderet til at sejle med de maksimale 900 passagerer. Det er en del af forklaringen på den store fremgang på Frederikshavn-Larvik ruten, siger direktør Jakob Jensen. Kristiansand-Hirtshals ruten har haft 4 procent flere passagerer i 2002 og nåede sit største passagertal nogensinde 1.162.777. Til gengæld er Hirtshals-Oslo ruten gået 5 procent tilbage. Det hænger sammen med aflyste sejladser. Ruten Oslo-Kiel har haft 4 procent færre passagerer på grund af et længere værftsophold for den ene af rederiets færger. - Begge Oslo-ruter øgede gennemsnitsbelægningen pr. afgang, så selskabet er meget tilfreds med passagerudvikling og kapacitetsudnyttelse, siger siger informationsdirektør Helge Otto Mathisen. Rederiets største passagerrute går over Oslofjorden fra Sandefjord til Strømstad (Sverige) og har haft 7 procent flere passagerer. Passagererne på ruten over Oslofjorden til Sverige er fortrinsvis indkøbsrejsende, der benytter den toldfri rute for at købe dagligvarer til lave svenske priser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...