Rejsehold på besøg på to folkeskoler

Et rejsehold af specialister fra undervisningsområdet kommer torsdag på besøg på to skoler i Rebild kommune. Det sker som et led i regeringens 360 graders eftersyn af den danske folkeskole.

På Bavnebakkeskolen i Støvring har der været succes med etablering af erhvervsklasser for bestemte elever i overbygningen, blandt andet med aktiviteter i et regulært smedehus. Arkivfoto

På Bavnebakkeskolen i Støvring har der været succes med etablering af erhvervsklasser for bestemte elever i overbygningen, blandt andet med aktiviteter i et regulært smedehus. Arkivfoto

Rejseholdet består af seks uafhængige eksterne specialister på undervisningsområdet, der torsdag eftermiddag besøger to skoler i Rebild Kommune, nemlig Skørping Skole og Bavnebakkeskolen i Støvring. På Skørping Skole skal de snakke med skolens ledelse og involverede lærere om to konkrete projekter, nemlig omkring holdinddeling samt fremme af læselyst blandt elever i overbygningsklasserne. Fysisk aktivitet og læselyst Viceskoleleder Lars Lerup Hansen fortæller, at i projektet med læselyst bliver bestemte elever i perioder på to eller tre uger flere gange i løbet af undervisningsåret taget ud af deres klasser og får styrket deres læselyst ved at kombinere det med fysisk aktivitet. - Eksempelvis ved at de skal løse tekstopgaver på samme tid som de forcerer en klatrevæg, påpeger Lars Lerup Hansen. Efter planen varer rejseholdets besøg på Skørping Skole to timer, hvorefter kursen sættes mod Bavnebakkeskolen i Støvring. Her skal specialisterne den næste havanden time høre nærmere om skolens succes med erhvervsklasser for ikke bogligt stærke elever i overbygningen. Formålet med det nedsatte rejseholds besøg rundt på adskillige danske folkeskoler er ud fra kortlægning af svagheder og styrker at komme med konkrete forslag til at styrke fagligheden i folkeskolen samt at sikre, at alle unge generelt gennemfører en ungdomsuddannelse.