EMNER

Rejselystne kolorister sætter kulør på Tyrkiet

Den Rullende Billedskole arrangerer ugelang tur til det maleriske Ægæiske Hav

HOBRO:- Blot du har lysten til at tegne og male, så er du velkommen til at rejse med på en ugelang tur til Tyrkiet, siger Mai-Britt Olesen, Hobro, styrmand for Den Rullende Billedskole sammen med Lisbeth Frandsen, Århus. Med skitseblok, farvekridt, tusch og akvarelfarver i bagagen sætter billedskolen flykursen mod Tyrkiet søndag 29. maj. Kursisterne skal bo i den lille by Güzelcamli ved Ægæerhavets kyst 130 kilometer syd for Izmir. Her er der malerisk og seværdig udsigt til det græske ø-paradis Samos. - I Güzelcamli bliver der masser af inspirerende muligheder for at sætte kulør på både by, natur og mennesker. Den charmerende by grænser op til et naturreservat på Dilek-halvøen, som rummer uberørte skove og flotte badestrande. Byen har desuden en ugentlig markedsdag med et farverigt folkeliv, fortæller Mai-Britt Olesen. Både nybegyndere og øvede kolorister får chancen for at sætte kulør på Tyrkiet for små 6.000 kroner, som er turprisen pr. deltager i dobbeltværelse. Foretrækker man at sove alene, koster det 600 kroner ekstra. Mai-Britt Olesen satser på, at mindst 14 rejselystne kursister tilmelder sig senest søndag 20. februar. Ellers bliver turen aflyst. 20 februar er samtidig slutdato for indbetaling af depositum og afbestillings-forsikring. Inden afrejsen arrangerer Den Rullende Billedskole en mødeaften i Hobro Medborgerhus, hvor rejseplanerne kortlægges. - Vi kommer også med forslag til, hvilke materialer vi skal have med. Og alle får udleveret et detaljeret turprogram plus en deltagerliste, siger Mai-Britt Olesen.