Udland

Rejsen er slut for USS Enterprise

Over 50 år i verdens brændpunkter er slut for hangarskibet USS Enterprise. Det er vendt hjem til skrotning.

Rejsen er slut for USS Enterprise

En epoke er slut for USA's flåde.

USS Enterprise, der med 342 meter er flådens længste hangarskib, er vendt hjem til sin hjemmehavn Norfolk i delstaten Virginia.

Dermed har det store krigsskib afsluttet sin sidste udstationering, der var i Den Persiske Golf.

Nu er det slut, men det er ikke pensionering og en tilværelse som museum, der venter.

Det er skærebrændere og atomeksperter, der skal partere skibet og sikre, at atomreaktorerne forsegles forsvarligt og placeres under betryggende forhold i delstaten Washington i det nordvestlige USA.

Det er USA's første atomdrevne hangarskib, som skal skrottes.

Virginia-avisen Daily Press skriver på sin netavis, at Enterprise ankom til Norfolk søndag med sømændene stående på det store dæk. De er vendt hjem efter otte måneder til søs.

Men turen har ikke været som andre med Enterprise, der blev taget i brug i 1961.

Det har været den sidste tur med skibet, og i de sidste dage inden ankomsten til Norfolk er tænderne trukket ud.

Skibets kampfly er lettet for sidste gang og er fløjet på land. Forleden havde helikoptere om bord travlt med at fragte ammunition og tilbageværende våben over til andre skibe ude på åbent hav.

Enterprise har siden 1961 deltaget i operationer verden over. Lige fra Cubakrisen i 1962 til Vietnam-krigen, konflikten på Balkan, krigene i Irak og i Afghanistan.

Enterprise lagde dæk til, da Hollywood skulle bruge et hangarskib til filmen Top Gun i 1986 med Tom Cruise.

Et par år senere var Enterprise igen med i en storfilm, nemlig Jagten på Røde Oktober.

Den 1. december tages USS Enterprise formelt ud af flåden ved en stor ceremoni i Norfolk.

USA har fortsat 10 store hangarskibe. De er af Nimitz-klassen og en smule kortere end Enterprise.

I øjeblikket er en nye type hangarskibe ved at blive bygget. Det første af den nye klasse er Gerald R. Ford, som ventes klar i 2015.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.