Rejsende i følelser

En forpint mand. Den japanske skuespiller Ken Takakura gør det formidabelt som fiskeren Takata, der tager af sted på en lang rejse for at blive forsonet med sin søn. Still fra filmen.

En forpint mand. Den japanske skuespiller Ken Takakura gør det formidabelt som fiskeren Takata, der tager af sted på en lang rejse for at blive forsonet med sin søn. Still fra filmen.

FILM ”Min lange rejse” # # # # ¤ ¤ En søn er en søn, ligesom en datter altid vil være en datter. Selv om forholdet mellem barn og forældre kan være smertefuldt og præget af stridigheder, kan der aldrig ændres ved blodets faste bånd. I filmen ”Min lange rejse” oplever vi netop et køligt forhold mellem far og søn, der ikke har set hinanden i årevis. Efter morens død har de hver især isoleret sig, og med tiden er forholdet blevet mere og mere betændt. Det er kun svigerdatteren, Rie, der trods alt ikke har opgivet håbet om forsoning mellem far og søn. Håbet om et møde mellem de to parter forstærkes yderligere, da faderen, Takata, en dag bliver ringet op af svigerdatteren. Sønnen ligger nu for døden med ondartet kræft i maven. Ifølge lægerne har han kun få dage igen. Det er altså sidste chance, hvis der skal ske en forsoning mellem faderen Takata og sønnen Ken-ichi. Men Ken-ichi nægter at se sin far. Afvist og ydmyget forlader faderen hospitalet og er på vej tilbage til sin lille fiskerby, hvor han lever en isoleret tilværelse. Men svigerdatteren Rie opgiver ikke håbet om forsoning. Hun giver Takata et videobånd med, så han kan få et indtryk af, hvem sønnen egentlig er. Gennem videobåndet går det op for Takata, der spilles af japanske Ken Takakura, at sønnen har et sidste ønske om at opleve en kinesisk opera. Som et sidste forsøg på at bygge bro til sønnen beslutter Takata sig derfor til at drage af sted på en lang rejse for at optage den særlige opera ”At ride alene tusindvis af mil”. Det er ganske enkelt storslået af følge den faderlige hovedrolle, Ken Takakura, i denne personlige rejse, han gennemgår, for at filme operaen. Skuespillet er så autentisk og så dramatisk, at man som seer bliver dybt betaget af den forpinte mand, der ikke kan få sjælefred. I lange sekvenser lader den efterhånden verdensberømte kinesiske instruktør, Zhang Yimou, skuespillet folde sig ud. Voldsomt stærkt bliver det, da Takata i det kinesiske højland møder en lille dreng, som ikke har set sin far i otte år. Adskillige steder forenes skuespil og lokationer til stærke scener, der minder os om livets skrøbelighed og uretfærdighed. Filmen er således gang på gang inde og kradse i et følsomt lag, der måske får os til at fortryde fremprovokerede episoder, hvor vi selv har udsat vores nærmeste for en ubarmhjertighed og ufølsomhed. Denne film er en inderlig rejse, som dog kan virke et par kilometer for lang. Ligesom den egentlige handling ikke efterlader de store overraskelser undervejs. Men tilbage har vi en tankevækkende film, der understreger blodets bånd og den udfordring, der ligger i at holde sammen på en familie. Søren Nielsen soren.nielsen@nordjyske.dk @Brød.9.: { ”Min lange rejse”. Kina/Japan, 2005. Instr.: Zhang Yimou. En time, 48 min. Biffen, Aalborg. Danmarkspremiere.