København

Rejsende sendes til Rhodos i stedet for

Danskere, der skulle på ferie i Tyrkiet søndag, har fået et andet tilbud

Foto: Murad Sezer/Reuters

Foto: Murad Sezer/Reuters

KØBENHAVN:Mange feriegæster har måtte se deres rejse til Tyrkiet i denne weekend aflyst på grund af uroligheder i landet efter et militært kupforsøg natten til lørdag.

Nu kan nogle af de skuffede alligevel se frem til at få sol på huden.

Bravo Tours har skaffet plads til 400 feriegæster på den græske ø Rhodos. Pladserne vil blive tilbudt de gæster, der skulle være rejst til Tyrkiet søndag.

Det oplyser Bravo Tours’ såkaldte rejseambassadør Stig Elling.

- Vi har arbejdet på at løse problemet hele natten, og nu har vi skaffet 400 senge på Rhodos. Der omdirigerer vi to af de fem fly, der skulle have været til Tyrkiet søndag.

- Det er desværre ikke muligt at skaffe plads til alle. Der er stor mangel på senge i Europa lige nu, siger Stig Elling.

Refundering eller ny rejse

Omkring 850 personer skulle være rejst med selskabet til Tyrkiet søndag. De vil blive tilbudt de nye pladser i rækkefølge efter, hvornår de har booket deres rejse.

De resterende gæster kan vælge at få pengene tilbage eller at rejse på et andet tidspunkt.

Feriegæster, der allerede er i Tyrkiet, fortsætter som udgangspunkt deres ferie indtil deres oprindelige hjemrejsetidspunkt.

Natten til lørdag har dele af militæret iværksat et kupforsøg mod Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Der meldes om mange døde. Ifølge flere internationale medier har kuppet slået fejl.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.