Udland

Rejseselskab indstiller udflugter til Kairo

Der er ingen problemer for turisterne i området ved Rødehavet, siger Startour, der dog udsætter ture til Kairo

Rejseselskab indstiller udflugter til Kairo

Der er varslet store demonstrationer i Kairo, og det danske udenrigsministerium råder danskere i Egypten til at udvise stor forsigtighed i øjeblikket, hvor det politiske klima i landet er på bristepunktet.

Men selvom man skal være opmærksom, får det ikke umiddelbart indflydelse på de cirka 1500 danske solturister, der i øjeblikket befinder sig i Egypten - primært på feriedestinationer ved kysten ved Rødehavet - fortæller salgsdirektør i Startour, Stig Elling.

- Vi følger udviklingen nøje, og vi sender selvfølgelig ikke gæster ned til noget, som ikke er holdbart. Men langs kysten er alting fredeligt og roligt, siger Stig Elling.

Søndag ventes flere tusinde mennesker på gaden i de egyptiske byer i protest mod præsident Mohamed Mursi og det regerende Muslimske Broderskab.

Derfor indstiller Startour, der i øjeblikket har cirka 300 gæster i Egypten, også midlertidigt udflugterne til Kairo både lørdag og søndag og muligvis også længere.

- Vi synes ikke, at vi vil gennemføre noget, når der er mennesker på gaden. Det kan blive svært rent trafikalt at komme frem, og man risikerer ikke at få nok ud af udflugten. Men ellers er det relativt udramatisk, siger Stig Elling.

Hvis Udenrigsministeriet på et eller anden tidspunkt skulle ændre anbefaling og fraråde danskere at rejse til Egypten, så annullerer Startour rejserne og hiver folk hjem.

- Vi følger Udenrigsministeriet meget nøje og er klar til at reagere, hvis det bliver nødvendigt, siger Elling.

Sammenstød i Alexandria fredag kostede tre mennesker livet, heriblandt en 21-årig amerikaner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.