Rejseselskab meldt til politiet for druk-reklamer

Selskab brugte målrettet alkohol i sine reklamer for ture til Prag for skoleelever, mener forbrugervagthund.

Endnu et rejseselskab er meldt til politiet for at bruge alkohol i sine reklamer for Prag-ture målrettet elever på blandt andet gymnasier og handelsskoler.

Forbrugerombudsmanden politianmelder RM Travel ApS for at bruge alkohol i reklamer rettet mod unge under 18 år, oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

- Det har vist sig, at det var en god idé at holde ekstra øje med rejseselskabernes markedsføring af skolerejser til Prag, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe i meddelelsen.

- Der er åbenbart flere selskaber, som ikke respekterer, at det er forbudt at bruge alkohol i reklamer rettet mod unge, tilføjer han.

På hjemmesiden "praguge7.dk" og på sin Facebook-side reklamerede RM Travel for skolerejser til Prag i uge 7 og 8 2014.

- Selskabet lovede blandt andet "Pubcrawl" og "Beer Factory" og skrev desuden, at Prag byder " ... overalt på pubber og værtshuse med det berømte og gode tjekkiske øl", skriver Forbrugerombudsmanden i pressemeddelelsen.

Reklamerne var ofte suppleret med billeder af alkohol eller billeder og videoer med glade unge mennesker, der festede med glas, hvis indhold ledte tankerne hen på alkohol.

Tidligere er rejseselskabet Go Rejser også blevet meldt til politiet for sine reklamer for ture til Prag for skoleelever.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst