Terrorisme

Rejsevejledning uden overblik

Forbrugerorganisation savner enkelhed over rådgivning

Før en rejse kan det være svært at skaffe sig et enkelt overblik over risikoen ved at opholde sig i et bestemt land. Det mener den nordjyske formand for Danmarks Aktive Forbrugere, Thomas Krog. Ganske vist roser han de enkelte vejledninger fra Udenrigsministeriet for at være meget deltaljerede, og for eksempel have oplysninger om, hvor der i et land til et bestemt område kan være knyttet en risiko til et bestemt område. - Men jeg savner en klar overordnet kategorisering, der for eksempel kunne fortælle mig, at her er der nogle røde lande, som jeg skal holde mig fra, mens der kunne være nogle gule lande, som jeg, hvis jeg var lidt modig, kunne tage til, og så kunne der være grønne lande, som jeg uden risiko kunne rejse til, siger Thomas Krog. Som eksempel på denne uklarhed nævner Thomas Krog oplysninger om Thailand: - Her står der, at der i dele af Sydøstasien generelt er stor risiko for terrorangreb. Man kan så spørge, om det betyder, at man skal holde sig væk? Her taler Udenrigsministeriets vejledning dog et andet sted om, at man blot skal vise agtpågivenhed. Thomas Krog peger også på, at det er et problem, at der er lande, som ikke er med. - Her bliver der i nogle tilfælde henvist til andres landes rejsevejledninger. Men for eksempel savner jeg oplysninger om De Forenede Arabiske Emirater. - I emiraterne bor der 100.000 briter, og der er også flere danskere, som opholder sig der. Men det danske udenrigsministerum giver ingen oplysninger om sikkerhedssituationen i landet, siger Thomas Krog. Gode oplysninger Forbrugerrådets trafikpolitiske medarbejder Claus Jørgensen roser Udenrigsministeriets rejsevejledninger for at indeholde mange gode oplysninger. - Jeg brugte selv Udenrigsministeriets hjemmeside, da jeg engang skulle til Sri Lanka, og her er der jo oplysninger om de enkelte dele af landet, og nogle af dem fraråder Udenrigsministeriet, at man rejser til. - Spørgsmålet er så, om oplysningerne bliver brugt. Der skal nok være nogle, som ikke kender hjemmesiden, og der er jo også mennesker, der ikke har internetadgang. - Rejsebureauerne burde oplyse om, hvor man kan finde information, og det burde også være sådan, at der var et sted, man kunne ringe til og få besked, siger Claus Jørgensen. Han tilføjer dog, at meget beror på den enkeltes vurdering af de oplysninger, der bliver givet. - Det er jo tankevækkende, at efter terroraktionerne i London for nylig kom der ikke noget stort krav om, at turister straks skulle transporteres hjem. Men spørgsmålet kom op efter terrorbomberne i Egypten. - Jeg tror, at det hænger sammen med, at turisterne i Egypten føler, at de befinder sig i en fremmed kultur, mens mange opfatter det sådan, at det er lettere at gebærde sig i England, siger Claus Jørgensen.