EMNER

Reklame for menneskeretsdomstol

Strasbourg: En strid i Norge om politiske reklamer på tv kommer i morgen op i den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Det er tv-stationen TV Vest, ejet af Stavanger Aftenblad, der har bragt sagen for domstolen i Strasbourg efter flere omgange i norske retssale. Tv-stationen mener, at forbuddet strider imod ytringsfriheden. - Vi har ikke ambitioner om store indtægter fra politisk tv-reklame. Det er den principielle del af sagen, som er vigtig, siger Aftenbladets multimedia-redaktør, Per Fjeld. Det var ham, der i 2003 gav tilladelse til, at TV Vest kunne bringe tre politiske reklamefilm for Rogaland Pensjonistparti for at udfordre forbuddet. Siden har tv-kanalen tabt i samtlige norske retsinstanser. TV Vest mener, at forbuddet strider imod bestemmelser i ytringsfriheden i både Norges grundlov og i menneskerettighedskonventioner. Fjeld påpeger desuden, at det er urimeligt, at sådanne reklamer er tilladt i radio og aviser, men forbudt i tv./ritzau/NTB