Reklamefremstød skaffer flere Pingoer

Antallet af ansøgere til frømandskorpset er steget med en fjerdedel, trods krigene i Irak og Afghanistan. Også militærnægterantallet er på vej op

KØBENHAVN:Danmarks aktive deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan har ikke skræmt ansøgere væk fra Frømandskorpset, der traditionelt udfører specialopgaver i netop den slags konflikter. Tværtimod har Frømandskorpset fået det højeste antal ansøgere i flere år. Efter i mange år at have ligget på godt 160 ansøgninger, har Forsvarets Værnepligt og Rekruttering (FVR) fået 203 ansøgninger om at komme i betragtning som frømand. Det er en stigning på 25 procent i forhold til 2002. FVR har med et budget på 300.000 kroner kun brugt en anelse flere reklamekroner end de foregående år, oplyser major Frede Damsø fra FVR. - Men vi har brugt dem anderledes. Sidste år havde vi måske tre helsides annoncer i formiddagsbladene, men i år har vi valgt at have små annoncer på forsiden af Ekstra Bladet og BT, samt på internettet i en lidt længere periode, fortæller Frede Damsø. I gennem flere måneder har meget blodige billeder af krig præget tv-skærmene, og danske soldater har været direkte involveret i krigshandlinger. Og set i lyset af Danmarks aktive krigsdeltagelse er Frede Damsø mere end begejstret. - Jeg tror, at sådan en krig har en negativ indvirkning på ansøgertallet. Det får lige folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de søger. Så på den baggrund er jeg ekstra godt tilfreds med de mange ansøgninger, siger Frede Damsø. Ansøgningstallet til Frømandskorpset var i midten af halvfemserne helt nede under 100, og det hjalp ikke, at Kronprins Frederik uddannede sig til frømand og blev nationens "Pingo". Faktisk mente flere, at den megen fokus på "Pingo" også viste, hvor hårdt det er at blive og være frømand, og derfor havde en direkte negativ indflydelse på ansøgertallet. Af de mere end 200 ansøgere vil 30 blive tilbudt en optagelsesprøve og af dem kan omkring tre forvente at blive frømænd, når optagelsesprøverne og uddannelsen er overstået. - Det er selvfølgelig lidt synd for de mange ansøgere at melde den slags ud, men faktisk er vi godt tilfredse, hvis bare der kommer tre ud af det. Skulle alle 30 gennemføre ville vi godt kunne håndtere det, men realistisk set: Det sker ikke, forudser Frede Damsø. Også blandt mere pacifistiske kræfter er der fremgang. Antallet af militærnægtere er steget fra 435 i 2000 til 912 i 2002. Med til det billede hører dog, at meget få blev indkaldt til værnepligt i 2000. Om Danmarks bidrag til krigene har haft en indvirkning på det stigende militærnægterantal kan specialkonsulent i Militærnægteradministrationen, Ole Jensen, ikke sige noget om. - Vi kan bare konstatere, at der er en tendens til stigning lige nu, og vi kender ikke folks personlige grunde. Men vi vurderer da, at aktuelle krige er et af de momenter, der indgår, når folk vælger at blive militærnægtere, siger Ole Jensen.