Reklamer klistres på skolefrugt

Op til forældrene, om børn skal have frugt med reklamer for tv-kanal

Skolevæsen 2. september 2004 06:00

LØGSTØR: Fra januar kan børn på Løgstør Skole vælge at få et stykke frugt hver skoledag, ligesom de i øjeblikket har mulighed for at få mælk leveret på skolen. Men når de siger ja til en skolefrugtordning, siger de også ja til små reklamer for tv-kanalen Cartoon Network. Firmaet Agrova Skolefrugt har indgået et samarbejde med tegneserie-kanalen, som betaler for at få klistermærker sat på bananerne, æblerne og gulerødderne. Klistermærkerne viser figurer fra tv-kanalens tegneserier og et udsnit af Cartoon Network-logoet. Tidligere har det været debatteret en del lokalt, hvor grænsen for reklamer i folkeskolen går. Da skolebestyrelsen på sit seneste møde besluttede at tilmelde skolen til frugtordningen - som et forsøg fra janauar næste år - kendte bestyrelsens medlemmer ikke til Agrovas aftale med Cartoon Network. Bestyrelsesformand Jette Nielsen mener dog ikke, at grænsen for, hvad skolen vil gå med til, er overskredet i det konkrete tilfælde. - Her er der tale om en frivillig ordning. Forældrene betaler for den helt som skolemælken, og så er det op til dem, om de vil være med, siger Jette Nielsen. For hende at se går grænsen der, hvor børn og forældre ikke har mulighed for at vælge fra. Eksempelvis hvis skolen brugte undervisningsmateriale fra firmaer, der får nævnt deres produkter i læsebøger, regneeksempler eller lignende. - Så ville der ikke være mulighed for at sige nej, og så er grænsen overskredet, siger Jette Nielsen. Skolefrugtordningen begynder som et forsøg på Løgstør Skole fra mandag 3. januar og et halvt år frem. - Så er det op til forældrene, om den skal fortsætte. Hvis der ikke er tilslutning - ja, så var det det, siger skolebestyrelsens formand.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...