Aalborg

Reklameskilte bliver mere synlige

Formentlig kan det give anledning til diskussion, om det pynter på byen, og om det kan være til fare for trafiksikkerheden, at der er kommet nye reklameskilte.

De store reklameskilte er kommet op syv forskellige steder i byen. Her ved indfaldsvejen Th. Saues Vej. Foto: Grete Dahl

De store reklameskilte er kommet op syv forskellige steder i byen. Her ved indfaldsvejen Th. Saues Vej. Foto: Grete Dahl

På syv større indfaldsveje er reklamesøjler blevet skiftet ud med standere, der er så store, at man svært kan undgå at få øje på dem som trafikant. Og det er netop meningen, forklarer projektmedarbejder Keld Rud Nielsen fra Aalborg Kommunes brandingsekretariat. - De nye skilte er nemmere at se, og vi har i kommunen ønsket mere synlige skilte og havde foreslået elektroniske skærme, så man nærmest fra dag til dag kunne skifte reklamen ud. Men den teknik er ikke udviklet godt nok til så stor skala, forklarer Keld Rud Nielsen. Han forsikrer, at vejmyndighederne har sagt god for standerne, som også er kendt fra andre byer. Reklamestanderne står på kommunens jord og er opstillet og betalt af firmaet AFA JCDecaux, som Aalborg Kommune har en driftsaftale med om vedligeholdelse af forskelligt byudstyr. Firmaet får indtægterne på at sælge reklamepladsen. De ny standere kører med et bånd af reklamer, der ruller rundt, og Aalborg Kommune har råderet over den ene af reklamepladserne. Den ret vil kommunen benytte sig af i uge 40, hvor der skal reklameres for en ny Emil Nolde-udstilling på Kunsten.