Rekord-fodboldskole

Fra fredag til søndag var alle baner på Nørhalne Stadion i brug, da Fremad Nørhalne havde sin traditionelle fodboldskole i den sidste weekend i skolernes sommerferie.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

103 børn brugte den forlængede weekend på fodboldskolen.

Sidste års deltagerrekord med 88 deltagere blev i år slået med 103 spillere i alderen fem til 18 år - primært fra Nørhalne, men også fra samarbejdsklubben Biersted og nabobyerne. Samtidig bød denne udgave af fodboldskolen på en række fornyelser. Aldersgrænsen for de spillere, som skulle trænes af engelske trænere var sat ned til 11 år, mens de yngre spillere alle blev trænet af klubbens egne trænere og ungtrænere. - Det er altid et scoop at have de engelske trænere. De kommer med andre øvelser, andre måder at gøre tingene på og taler jo selvfølgelig et andet sprog, fortæller Claus Svendsen, formand for ungdomsfodbolden i Fremad Nørhalne. Han peger på en dygtig trænerstab i klubben som årsag til, at Fremad Nørhalne denne gang valgte at benytte egne trænere. - Desuden har vi i Lars Pauli en meget kompetent træner, der har taget DBU"s B2-træneruddannelse, og han har designet alle øvelser til fodboldskolen, siger Claus Svendsen. Tilfredse trænere Trænere for U/10 drengene var 21-årige Kristina Jeppesen og 15-årige Camilla Elkær, der begge spiller fodbold. De tøvede ikke med at melde sig som trænere. - Det er jo fodbold, og det er sjovt at lære drengene nogle ting, forklarer Camilla Elkær. Drengene blev udsat for teknisk træning med vægt på blandt andet vendinger, driblinger og måder at tag bolden med på. - Det er sjovt at være med til at give drengene en oplevelse og se den udvikling, de gennemgår fra fredag til søndag, fortæller Kristina Jeppesen. Trup med 28 drenge Med en trup på 28 drenge i aldersklassen var det været nødvendigt at dele dem op i to grupper under en del af øvelserne. - Men de er søde og vil meget gerne lære tingene. Det værste er de mange snørebånd, der skal bindes, men vi vil meget gerne hjælpe ved fodboldskolen igen, siger de to trænere. Børn tog forældrene med Efter den første umiddelbare evaluering kalder Claus Svendsen også det nye koncept en succes. - Derfor kunne jeg sagtens forestille mig, at vi arbejder videre med det ved den næste fodboldskole, siger han og fremhæver også et 3. tiltag. - Denne gang skulle spillerne i alderen fem til syv år stille med en forælder til øvelserne, og det synes både børn og forældre var sjovt. Derudover fik deltagerne traditionen tro fodboldshorts og -trøje, vanddunk, fodbold samt ikke mindst gratis mad og frugt to gange om dagen.