Rekord i antallet af mistanker om hvidvask

Pengeinstitutter får ros for at sende mange tip om mulig hvidvask. 4000 tip om svindel med coronapakker.

KØBENHAVN:Banker og andre sender en enorm strøm af underretninger til en enhed under Bagmandspolitiet, der behandler sager om mulig hvidvask og finansiering af terrorisme.

Hele 73.261 underretninger modtog Hvidvasksekretariatet i 2020, og det er en stigning på næsten 40 procent i forhold til året før.

Pengeinstitutter står bag 80 procent af underretningerne, oplyses det i en pressemeddelelse. Også spiludbydere, revisorer og andre kommer med tip.

Godt 24.000 gange resulterede Hvidvasksekretariatets arbejde i, at der blev videregivet en underretning til andre myndigheder, for eksempel politiet eller Skat.

I sekretariatet roser man bankerne.

- Pengeinstitutterne og andre gør et rigtig godt stykke arbejde for at forhindre hvidvask og terrorfinansiering, siger Jørgen Andersen, der er chef i sekretariatet.

Han siger, at underretningerne også kan give myndighederne et generelt billede af tendenser.

De særlige tilskudspakker i forbindelse med sundhedskrisen har fået klokkerne til at ringe cirka 4400 gange, fremgår det af årsberetningen. Halvdelen af sagerne er sendt videre til Erhvervsstyrelsen eller Bagmandspolitiet.

Lidt under 500 af sagerne drejer sig om mulig terrorfinansiering.

/ritzau/

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.