Arbejdsmarked

Rekord i beskæftigelsen

Antallet af beskæftigede nordjyder i januar i 2008 er det højeste i over ti år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Fra januar 2007 til januar 2008 voksede antallet af beskæftigede i Nordjylland med 4362 personer, hvilket svarer til en vækst på 1,5 procent. Fremgangen var fordelt over hele regionen. Dog nåede væksten ikke til Læsø, hvor beskæftigelsen faldt med 28 personer. Bedst gik det i Aalborg, hvor 1426 kom i arbejde i løbet af 2007. Derefter kom Frederikshavn med 756 og Hjørring med 575 flere beskæftigede. Især forretningsservice-sektoren gjorde sit til at skabe større beskæftigelse, idet branchen havde en tilgang af ansatte på 1556 personer i 2007. Offentlig administration havde det største fald i beskæftigelsen med 1040 færre beskæftigede. Selvom det først var i 2008, at tallene toppede, så har beskæftigelsen været støt stigende fra 2005 til 2008. Beskæftigelsesregion Nordjylland forventer også, at antallet af beskæftigede er steget gennem 2008, men at antallet til gengæld vil falde i løbet af 2009 på grund af lavkonjunkturen.