Rekord i konkurser i Nordjylland

Rekordmange nordjyske firmaer har drejet nøglen om i 2008. Hele 268 virksomheder lukkede sidste år, og det er en stigning på hele 40 procent i forhold til året før. Det skriver P4 Nordjylland.

Finanskrisen har allerede sat sit aftryk, for i hele Danmark har der været en stigning på 60 procent i antallet af firmaer som måtte lukke og slukke i 2008 sammenlignet med 2007. Det gik helt galt i december, hvor næsten 600 danske firmaer gik konkurs. Det er tre gange så mange som i 2007. Konkurserne har især ramt inden for landbrug, fiskeri, ejendom og transport, viser opgørelsen fra analysevirksomheden Experian.