Rekord i sigte for Riis i EM-debut

Henning Hansen
En god præs­ta­tion ved in­den­dørs-EM vil give Ja­cob Riis et løft på ve­jen mod to sto­re mål - VM i Ja­pan og OL i Kina. Foto: Tor­ben hansen
Fodbold 1. marts 2007 05:00

BIRMINGHAM: En dansk rekord er succeskriteriet, men Jacob Riis sigter endnu videre, når han fredag formiddag træder ned i startblokken til karrierens hidtil største udfordring. Det sker ved atletikkens indendørs-EM i Birmingham, hvor den aalborgensiske 400-meter-løber skeler mere til tiden end til placeringen. - Mit store mål er at komme under 47 sekunder, men det vil da også være ganske tilfredsstillende, hvis jeg forbedrer Christian Birk Nielsens danske indendørsrekord på 47,38 sekunder, lyder det fra Jacob Riis vel ankommet til den engelske værtsby i kølvandet af træningsmæssige fortrædeligheder på hjemmefronten, hvor han som tidligere nævnt måtte i gang med sneskovlen for bare så nogenlunde at kunne passe den afsluttende løbetræning. - De genvordigheder tænker jeg ikke længere på. Nu er al fokus rettet mod det indledende EM-heat, og hvis jeg opnår en tid omkring 47 sekunder, rækker det sandsynligvis til en plads i semifinalen senere på dagen. Kurs mod VM og OL Jacob Riis er noteret for 47,79 som årets hidtil bedste tid, hvilket placerer ham som nr. 19 blandt de 26 deltagere. Hurtigst i feltet er ireren David Gillick med 45,91, fulgt af tyskeren Bastian Swillims med 45,99. For de videre karrieremuligheder vil EM-debuten give Jacob Riis et vigtigt vink. - Udendørs håber jeg at komme med til både VM og OL, men kravene er skrappe, og EM vil give et fingerpeg, om mine forhåbninger er realistiske. Den 22-årige Aalborg-løber skal ned på 45.95 for at løse billet til efterårets VM i Japan, og til næste års OL i Kina strammes kravet til 45,55.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...