Rekord-mange idrætsfolk

Et af holdene er klar til at “gå i luften” under 2004-udgaven af “Thy til lands, til vands og i luften”. Arkivfoto: Peter Mørk

Et af holdene er klar til at “gå i luften” under 2004-udgaven af “Thy til lands, til vands og i luften”. Arkivfoto: Peter Mørk

43 hold med i alt 172 idrætsfolk deltager i adventure-løbet den 3.-4. august THY: Naturen i Thy er for alvor blevet kendt som et af de rigtig gode steder i landet for idrætsfolk, der dyrker såkaldte adventure-sport. Med i alt 172 deltagere fordelt på 43 hold bliver ”Thy til lands, til vands og i luften” i dagene 3.-4. august den største udgave nogensinde af løbet, der omfatter orienteringsløb, kanosejlads, mountainbike-cykling samt vand- og rebaktiviteter. ”Thy til lands, til vands og i luften” er stille og roligt vokset siden starten i 2002, og løbet er nu et af Danmarks største af sin art. - Vi troede, at vi skulle lukke ved 32 hold. Men den dag, der var sidste tilmeldingsfrist, var vi oppe på 39, fortæller en glad Flemming Søvndal Nielsen, Snedsted. Han er formand for Thy Frilufts- & Klatreklub, der står for arrangementet. Den store interesse har tvunget arrangørerne til at ændre et par af de programpunkter, der handler om samarbejde, således at flere kan deltage på én gang - en ændring, som ifølge Flemming Søvndal Nielsen hverken har gjort løbet sværere eller lettere. Deltagerne kan vælge mellem ruter på 190 og 130 kilometer. De fleste lader sig nøje med den korte rute, mens 12 hold giver sig i kast med de 190 kilometer. Start i Snedsted På begge ruter er udfordringerne fordelt på to dage. Starten går fra Snedsted Hallen om aftenen den 3. august, hvorfra deltagerne sendes ud på en cykel til Vilsund og en løbetur ved stranden, inden cykelturen tilbage til Snedsted. Mens resten af holdet herefter kan hvile ud til næste dags strabadser, slutter deltagerne på den lange rute aftenen af med 40 omgange på rulleskøjte på parkeringspladsen ved hallen. Lørdag morgen starter løbet igen fra Snedsted Hallen, hvorefter der venter udfordringer af mange slags i blandt andet plantagerne i Thy. For publikum vil der især være mulighed for at følge løbet ved Vandet Sø og Nors Sø fra omkring middagstid. Den rekordstore tilmelding kommer samtidig med, at naturarealerne i Thy blev udnævnt til Danmarks første nationalpark. Flemming Søvndal Nielsen tror dog ikke, at det er baggrunden for, at så mange udøvere af adventure-sporten i år har vendt blikket mod denne del af landet. - Vi har i år annonceret i Nordjylland, og det har givet resultat med ni hold fra Aalborg og Vendsyssel, fortæller han. I øvrigt kommer hele 13 hold fra København og det øvrige Sjælland. Fem hold er fra Thy, mens de øvrige på deltagerlisten fordeler sig på resten af Jylland samt Fyn. Der er to rene kvindehold på deltagerlisten, heraf ét fra hovedstadsområdet, hvor en af deltagerne stammer fra Thy. Dertil kommer flere hold med både mænd og kvinder. Mangler frivillige På grund af den store interesse for arrangementet søger Thy Frilufts- & Klatreklub frivillige, der kunne tænke sig at give en hånd med i forbindelse med arrangementet. Der er brug for kontrollanter, men foreningen hører også meget gerne fra amatørfotografer, som kunne tænke sig at dokumentere begivenheden med video- eller stillbilled-kamera. @Byli.9.special.bund:Af Morten Kyndby Holm morten.kyndby.holm@nordjyske.dk