Rekordbeløb til sultende

Nibe 7. oktober 2002 08:00
NORDJYLLAND: 4,26 kr. Det var, hvad hver nordjyde i går i gennemsnit gav til Røde Kors' indsamling til fordel for sultende i det sydlige Afrika. Tilsammen røg der 2,1 mio. kr. i bøsserne i Nordjylland - det største beløb nogen sinde. Helt præcist fik Røde Kors 118.500 kr. mere fra nordjyderne til sit hjælpearbejde, sammenlignet med 2001-resultatet. Også på landsplan satte indsamlingen ny rekord med tæt ved 25 mio. kr. - Vi er helt euforiske. Røde Kors har fået en formidabel tillidserklæring, som vi nu vil prøve at leve op til, siger organisationens nordjyske konsulent, Børge Munksgaard. Borgerne på Læsø var de mest rundhåndede. Hver læsøbo gav 8,87 kr. Nibe, Løkken-Vrå, Sejlflod, Nørager og Skørping fulgte næstefter på listen over de kommuner, hvor indsamlingen gav mest i forhold til indbyggertallet. Sindal og Aabybro havnede nederst. Her blev der indsamlet knap tre kr. pr. indbygger. I Nordjylland var 2361 indsamlere i sving. 1. sektion side 2
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...