Rekordbøde for salg af obligationer gennem kuponhæfte

Forbrugerforhold 12. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Firmaet Dansk Præmieinvest, der gennem en årrække i husstandsomdelte kuponhæfter har lokket danskerne med statslige præmieobligationer, har fået danmarkshistoriens største bøde for brud på markedsføringsloven. Sø- og Handelsretten betegner firmaets markedsføring som "stærkt underlødig" og har idømt firmaet en bøde på tre millioner kroner i en sag anlagt af Forbrugerombudsmanden. Dermed er der tale om en tredobling i forhold til den hidtidige rekord fra sidste år, da ejeren af postordrefirmaet Europost blev idømt en bøde på en million kroner - ligeledes i en sag anlagt af Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen. Dansk Præmieinvest blev dømt for otte af i alt ti forhold, hvor af de væsentligste drejer sig om vildledning samt brud på lovens bestemmelser om tilgift og konkurrencer. Firmaet har solgt obligationer til en pålydende værdi af 1000 kroner på afbetaling, men når den fulde betaling var gennemført efter fire år, havde obligationen kostet kunden i alt 4800 kroner - da kursværdien har ligget på 2700 kroner, har tabet dog "kun" været på godt 2000 kroner per obligation. Alligevel markedsførte firmaet obligationerne som en "god opsparing". - Men det kan det jo i hvert fald ikke kaldes, når man ender med at få langt mindre ud, end man har indbetalt, siger fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden Peter Fogh Knudsen. Derudover har firmaet i sine annoncer vist et stempel med ordlyden "Godkendt af Finanstilsynet", hvilket ifølge dommen har givet et falsk indtryk af, at Finanstilsynet har godkendt selve salgsmetoden. Men tilsynet har blot godkendt firmaet til at handle med obligationer. Markedsføringslovens bestemmelser om tilgift er overtrådt, fordi danskerne er blevet lokket til at investere med gaver, der intet har med obligationer at gøre, ligesom bestemmelsen om konkurrencer er brudt for at lokke flere kunder i butikken ved for eksempel at holde lodtrækninger om fjernsyn blandt nye kunder. Forbrugerombudsmanden er overordentligt tilfreds med dommen og ikke mindst med bødens størrelse. - Dermed bliver der sendt et signal både til erhvervslivet, fordi det nu ikke længere kan betale sig at overtræde markedsføringsloven, og også til udgivere af kuponhæfter om, at der nok kan være grund til at luge lidt ud blandt annoncørerne, siger Peter Fogh Knudsen. Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen vil nu kontakte udgiverne af kuponhæfterne og bede dem skærpe deres gennemsyn af, hvilke annoncer de bringer. Kuponudgiverne fik i 1996 Højesterets ord for, at de har pligt til at føre tilsyn med, at deres annoncører overholder markedsføringsloven. Dansk Præmieinvest indstillede tidligere på året salget af præmieobligationerne, og firmaet ønsker ikke at kommentere sagen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...