Rekordeksport redder ikke forgældede landmænd i krise

Samtidig med, at der arbejdes på krisehjælp til landmændene, sælger de deres varer til udlandet som aldrig før

Rekordeksport redder ikke forgældede landmænd i krise

Aldrig før har danske landmænd solgt så mange varer til udlandet, som de kommer til i år. De gode nyheder kommer i en tid, hvor der bliver talt meget om de kriseramte danske landmænd, og politikere spekulerer i, hvordan de kan hjælpes.

Men et rekordår for eksporten hjælper ikke landmændene ud af krisen, siger Henrik Zobbe, leder af Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

- Landmændene producerer stadigvæk deres produkter, selvom de er i krise, og de produkter skal afsættes. Det er rigtig godt, at landmændene kan afsætte deres produktion på eksportmarkederne, og at det går godt med eksporten, siger han.

Henrik Zobbe siger, at totredjedele af den danske fødevareproduktion typisk eksporteres til udlandet - også når det ellers går dårligt for landmændene.

- Landbruget har også haft nogle gode år og får måske også flere gode år, men det er ikke nok til, at de mest forgældede landmænd kan tjene sig ud af krisen. Der skal andre ting til, siger Henrik Zobbe.

Krisen i dansk landbrug bunder i, at landmændene var for optimistiske med at låne penge til at investere i for eksempel jord, før krisen satte ind.

Det efterlod mange i bundløs gæld, da krisen satte ind, og har gjort det småt med nye investeringer i dansk landbrug, siger Henrik Zobbe.

Hvis de mest forgældede danske landmænd skal vende situationen, vil det kræve, at de sætter sig sammen med deres banker og kreditforeninger og finder en løsning, mener forskeren.

- Så kan de få nedskrevet deres gæld. Landmændene, bankerne og kreditforeningerne er nødt til at fordele de tab mellem sig, siger han.

Eksporten af fødevarer og landbrugsprodukter er i årets første seks måneder øget 9,4 procent til 78 milliarder kroner, hvilket er rekord, fremgår af nye opgørelser fra brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det skulle være helt sikkert, at sektorens eksport for hele 2013 vil blive rekordstor og formentlig ende på omkring 160 milliarder kroner.

Erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S) har for nylig luftet muligheden for en slags statsligt skraldespandsselskab for landbruget - en pendant til Finansiel Stabilitet for bankerne.

Både fagforeninger og flere ministre har også bakket op om en ny lønaftale blandt ansatte på Danish Crowns svineslagterier, som skal investere en del af de ansattes løn i en slags investeringsfond for svinebønderne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst