Rekordlav deltagelse i Hongkongs valg

Omkring 21 procent havde stemt seks timer før valgets slutning.

Der er rekordlav deltagelse i et valg i Hongkong søndag. Det skriver dpa. Seks timer før valglokalerne lukkes, havde kun omkring 21 procent af vælgerne afgivet deres stemme. Medier i Hongkong skriver, at det er den laveste valgdeltagelse nogensinde i storbyen.

Valglokalerne holdes åbne i 14 timer. De lukkes klokken 22.30 søndag aften (klokken 15.30 dansk tid). Der ventes resultater mandag.

Det er det første parlamentsvalg, siden Kina beordrede ændringer i byens valgsystem. Kun kandidater, som er loyale over for Kinas kommunistiske styre i Beijing, har mulighed for at stille op til valget til Hongkongs lovgivende forsamling.

Antallet af pladser i parlamentet er udvidet til 90 fra 70, men kun 20 af forsamlingens medlemmer bliver valgt direkte. Tidligere blev halvdelen af kandidaterne valgt direkte af vælgerne.

Af de øvrige 70 pladser bliver 40 udpeget af en valgkomité, mens de resterende 30 pladser bliver valgt af interesseorganisationer for eksempelvis erhvervs- og handelslivet. Historisk har de udvist loyalitet over for styret i Kina.

Det skriver det britiske medie BBC.

Observatører har hele tiden forventet en begrænset deltagelse ved søndagens valg, da mange indbyggere i millionbyen har opgivet håbet om demokratiske ændringer, efter at Hongkongs myndigheder, der støttes af Kina, i sommeren 2019 slog hårdt ned på prodemokratiske bevægelser.

/ritzau/AFP