Rekordmange boliger til salg: Sådan presser du prisen

Der er lige nu et historisk boom i boligudbuddet i Danmark. Her er fire tip til at få prisen på dit nye hjem forhandlet ned

Ritzau
Start med at holde kortene tæt til kroppen, når du går ind i en forhandling. Kom med dit første udspil uden nærmere begrundelse, og hav så argumenterne klar, hvis sælger ikke er til at hugge og stikke i, råder købermægler Hans Møllnitz Olsen. Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Boligmarked 5. maj 2019 12:14 - Opdateret 6. maj 2019 10:04

BOLIGSALG: Årets første fire måneder har budt på så mange nye ”til salg”-skilte, at der lige nu er et rekordstort udbud af boliger på markedet. Det viser nye tal fra Boligsiden.

Således er antallet af huse og ejerlejligheder til salg henholdsvis 10 og 32 procent større på landsplan end samme tid sidste år.

Særligt i Nord- og Midtjylland er der et boom i antallet af villaer og rækkehuse til salg - og i hovedstaden boomer markedet for lejligheder.

Det kan betyde, at det bliver nemmere at forhandle om prisen. Købermægler Hans Møllnitz Olsen fra Bolighed kommer her med sine råd til at presse prisen.

1) Læg en strategi

Først og fremmest skal du gøre det klart, hvad dit mål med forhandlingerne er. Så læg en strategi, og fasthold den - men vær realistisk.

- Hvis husets pris er fair, skal man ikke forhandle for forhandlingens skyld, siger Hans Møllnitz Olsen.

Hvis et nedslag ikke er realistisk, kan du forhandle om andre ting.

Hvis der skal laves en del, før du kan flytte ind, kan du for eksempel forhandle om at få dispositionsret nogle måneder før overtagelse.

2) Undersøg markedet

Er lignende boliger i området solgt til en kvadratmeterpris, der er flere tusinde kroner lavere end på det hus, du gerne vil købe? Så er det ofte et oplagt forhandlingselement.

Du kan også se på gennemsnittet for afslag i området.

- Det er alt sammen noget, der kan give dig undskyldninger for at tilbyde en lavere pris, siger Hans Møllnitz Olsen.

Du skal også se på interessen for boligen. Er der 20-30 mennesker til åbent hus, er det sværere at forhandle, end hvis du er den eneste.

3) Tjek tilstandsrapporten

En meget håndgribelig ting at forhandle med er eventuelle fejl og mangler på boligen. Dem vil du typisk kunne finde i tilstandsrapporten.

Få et tilbud fra en håndværker på, hvad det vil koste at få udbedret skaderne - og bed om det beløb eller dele af det i nedslag.

- Nogle vil sige, at man har taget højde for det i prisen, men tilstandsrapporten vil typisk være lavet, efter at mægleren har forventningsafstemt pris med sælger, siger Hans Møllnitz Olsen.

4) Find din indre krejler

Du kan også møde ejendomsmægleren i øjenhøjde. Er det en type, der fremme i skoene, skal du ikke være bange for at være det, siger Hans Møllnitz Olsen, der selv har en fortid som ejendomsmægler.

- Kom med et smil og en let tone i stedet for at være grov og firkantet. Hvis ejendomsmægleren er lidt frisk i det, så spil friskt tilbage, siger han.

Har du en krejler i dig, så find den frem.

- Man skal ikke være bange for skræmme sælgeren væk ved at byde under. Ejendomsmægleren har næsten altid lagt en buffer ind i prisen netop til et lille nedslag, siger Hans Møllnitz Olsen.

/ritzau fokus/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...