Rekordoverskud i sparekassen

Plus på over 51 millioner kroner efter skat

Aalborg 1. marts 2003 07:00

AARS: Hvis garanterne anede et lidt større smil end vanligt præge mundvigene på sparekassedirektør Svend Jørgensen på årets første garantmøde i aftes, så var det nok mere end et synsbedrag. Sparekassen Himmerland kom nemlig ud af 2002 med sit hidtil største overskud. For første gang har sparekassen præsteret et overskud, der har rundet 50 millioner kroner. Efter skat. Helt præcist landede de positive tal på bundlinien på 51,6 millioner. Det er markant bedre end sidste år, der heller ikke var dårligt. Sidst Svend Jørgensen mødte garanterne, præsenterede han et overskud på 34,7 millioner kroner. - Vi har ikke for vane at bruge store tillægsord, men det er et tilfredsstillende resultat, indrømmer Svend Jørgensen. Sparekassen har ansat flere folk, men har også noteret fremgang i alle afdelinger. Aktiviteten stiger Sparekassen Himmerland har tjent godt ni millioner kroner mere på gebyrer i 2002 end året før. Det er en stigning på 23,1 procent, men ikke et udtryk for, at gebyrskruen har fået et ekstra nøk, forsikrer sparekassedirektøren. - Vi har ikke forhøjet et eneste gebyr eller indført nye. Det er udelukkende et udtryk for en stigning i aktiviteterne, pointerer Svend Jørgensen. Det eneste der rigtig smerter i sparekassens regnskab er aktieposterne, hvor der noteres markante tab for tredie år i træk. Men det er en skæbne, sparekassen deler med de fleste andre pengeinstitutter. - Til gengæld har vi i år tjent på obligationerne, så vi samlet fået en kursgevinst på 13,3 millioner, hvor vi sidste år måtte notere et kurstab på 6,1 millioner, påpeger han. Med en balance på 3,4 milliarder, en garantikapital på 152 millioner og en solvens på 14,7 - næsten det dobbelte af lovens krav - føler sparekassen sig godt rustet til resten af 2003. Svend Jørgensen spår allerede nu, at sparekassen næste år vil kunne præstere et resultat på linie med dette års. Der skal dog tages højde for kursudviklingen. - Privatøkonomien ser fornuftig ud, og der er heller ingen alarmerende tegn hos virksomhederne. Svinepriserne er nede, men det har vi set før, og vi forventer, at de stiger sidst på året. Ind i Århus Sparekassen forventer at åbne sin nye filial i Århus umiddelbart før eller umiddelbart efter sommerferien. Dermed bliver Århus den store satsning i sparekasseregi i et år, hvor pengeinstituttet også flytter i nye lokaler i Aalborg. - Vi slår de seks stillinger op i weekenden og sigter efter folk med lokalkendskab, pointerer han. Sparekassen har allerede nu mere mellem 300 og 400 kunder i Århus, fortrinsvis fraflyttede himmerlændinge. - Det er selvsagt ikke nok til at holde liv i en fillial, konstaterer Svend Jørgensen, der vurderer, at sparekassens erfaringer fra indtoget i Aalborg bliver gavnlige, når det lokale pengeinstitut for anden gang vil prøve kræfter med konkurrenterne i en storby. 1850 garanter deltog i garantmødet i aftes. I aften dukker 1800 nye ansigter op i Messecentret til spisning, underholdning og en gennemgang af 2002. - Vi har rundet 13.600 garanter. Det er 600 flere end sidste år, påpeger Svend Jørgensen. En tilfredshedsundersøgelse blandt over 4000 kunder giver i øvrigt sparekassen gode karakterer. 98 procent af de spurgte ville således ikke tøve med at anbefale pengeinstituttet til folk de kender.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...