Rekordsalg af efterårsrejser

Efterårsferien skal kompensere for våd sommer

Der er godt gang i sal­get af rej­ser til ef­ter­års­fe­ri­en. Hos Thing­gaard i Aal­borg er der kun gan­ske få kryds­tog­ter til­ba­ge på hyl­der­ne. Foto: Scan­pix

Der er godt gang i sal­get af rej­ser til ef­ter­års­fe­ri­en. Hos Thing­gaard i Aal­borg er der kun gan­ske få kryds­tog­ter til­ba­ge på hyl­der­ne. Foto: Scan­pix

NORDJYLLAND:Nordjyderne finder sig ikke i dårligt sommervejr. At dømme efter rejsebureauernes salg af rejser i efterårsferien vælger mange nordjyder at indhente den forsømte sommer med en storbyferie i Berlin eller et krydstogt i Middelhavet. Hos Best Travel i Aalborg slår salget af storbyferier allerede nu sidste års salg med flere længder. - Salget har været kolossalt i år. Vi er jo ikke færdige med at sælge endnu, men allerede nu har vi solgt 30 procent mere end sidste år, siger Peter Rønholt, der regner med at sende 2400 nordjyder til Europas storbyer i efterårsferien. Han fremhæver London som en af de mest populære destinationer, efter det er blevet muligt at flyve billigt fra Aalborg. Men også Berlin er populær. - Jeg har aldrig oplevet så stor en interesse for Berlin. Mange vælger at køre dertil, og så er et hotel i Berlin noget billigere end i London, hvilket også spiller en rolle, siger Peter Rønholt, der ikke er i tvivl om, at rekordsalget hænger sammen med den våde sommer. - Allerede i juli og august kunne vi se, at der blev booket flere rejser i efterårsferien end sidste år. Jeg tror, det hænger sammen med, at dem, der valgte at holde sommer herhjemme, vil kompensere for dårligt vejr, siger Peter Rønholt. Også hos Thinggaard Rejser i Aalborg er efterårsferien en sællert. Forlængst udsolgt Her melder bureauchef Rune Thomassen om udsolgt på stort set alle destinationer. - Vi har nogle få pladser tilbage i Spanien. Ellers er alt revet væk. Og i år havde vi udsolgt tidligere, end vi plejer, siger Rune Thomassen, der ser en klar tendens til, at nordjyderne i stigende grad bekymrer sig mere om kvalitet end pris. - De er blevet mere kvalitetsbevidste. De køber dyrere rejser, og når de skal på krydstogt, vælger de ikke de billigste kahytter, siger Rune Thomassen, der sender 500 nordjyder på krydstogter og rundrejser i efterårsferien.