Alternativ energi

Rekordsalg af solfangere

{ ÅRHUS: I takt med at oliepriserne stiger som en gejser mod himlen, har husejerne vendt oliefyret ryggen og ser i stedet mod alternative energikilder. Ifølge Emanuel Brender, der er formand for Dansk Solvarme Forening, er omsætningen i løbet af det seneste år fordoblet. Og der er ingen tvivl om, at det er oliepriserne, der spiller ind, siger han til Østjyllands Radio. Det nye byggereglement, der trådte i kraft 1. april har også skubbet på udviklingen og fået mange husejere til at installere solfangere på taget. Ifølge reglementet må energiforbruget i nybyggede huse kun være 70 kilowatt-timer per kvadratmeter per år. Men mange husejere har svært med at holde sig under grænsen og bygger derfor solfangere, som kan spæde til. /ritzau/