Rekordtilmelding til ungdomsstævne

159 hold med i stævne i Østervrå

ØSTERVRÅ: Østervrå IFs fodboldafdeling afvikler for 10. år i træk byde det yderst populære indendørs fodboldstævne for ungdomshold, Frønse-Cup. Stævnet holdes i Østervrå Hallen over to weekender, nemlig 1. og 2. februar samt 8. og 9. februar. Interessen for at deltage i årets stævne har været større end nogen sinde. Hele 159 hold er tilmeldt i rækkerne fra mikro 95 og yngre til og med junior. Det er 12 hold flere end sidste år, og dermed ny rekord. Desværre har den øgede interesse også betydet, at man har været nødt til at sige nej tak til flere hold af hensyn til stævnets længde, og det er meget beklageligt lyder det fra en af arrangørerne, Søren Kiil. Stævnet får deltagelse af mere end 30 klubber fra hele Nordjylland. De mange fodboldspillere skal tilsammen spille flere end 300 kampe, som ventes at komme til at strække sig over et samlet timetal på cirka 48 timer. Til samtlige deltagere er der diplom, og til de tre bedste hold i hver række op til drengerækken er der medaljer, mens der i de ældste rækker er en pokal til det vindende hold. I de yngste rækker vil Spar Nords maskot Frønse komme på banen og overrække medaljer til vinderne. ØVI er glade for, at Spar Nord i lighed med tidligere år er hovedsponsor for turneringen, en støtte der gør det muligt at afvikle et stævne af denne størrelse. Dertil kommer at omkring 100 frivillige fra Østervrå og omegn i de fire hektiske dage vil give et nap med som blandt andet dommere, tidtagere, turneringsledere og et utal af "pølsevendere" i cafeteriaet. ÅB/kjær