Rekordtilstrømning til musikskolen

Knap 300 søger om optagelse i skoleåret 2006-07 - en stigning på 10 pct.

FJERRITSLEV:Tilstrømningen af elever til Fjerritslev Musikskole fortsætter, selv om det var sidste frist 20. maj. Foreløbig har knap 300 aktivitetselever søgt om optagelse, og det er rekord for musikskolen. - Alt er optaget på instrumentalholdene næste år. Der er fortsat ledige pladser på børne- og orkesterhold. Her har vi i princippet ikke en øvre grænse, fortæller musikskolens leder Jens Hostrup. - I indeværende skoleår har vi 270 aktivitetselever inklusiv Fjerritslev Bykor. Derfor er der tale om en stigning på godt 10 procent til næste år. Jens Hostrup imødeser, at det bliver nødvendigt at oprette en venteliste til instrumentalundervisning i skoleåret 2006-07. - En musikskoles liv afhænger helt og fuldt af den siddende kommunalbestyrelses bevillinger. Fjerritslev Musikskole overgår fra at være en selvejende skole til en kommunal musikskole pr. 1. januar 2007. - Det betyder, at de fire nuværende musikskoler i den kommende Jammerbugt Kommune bliver kommunale med ensartet musikalsk tilbud i hele kommunen. Sammenlægningsudvalget har vedtaget, at harmonisering af serviceniveau og deltagerbetaling først træder i kraft 1. august 2007. Fjerritslev Musikskole blev etableret i 1983 med 127 elever. Stort set alle gik på børnehold og kun enkelte elever fik instrumentalundervisning. Initiativtagerne var Inga Gissel, Bent Nielsen, Bjarne Sloth Christensen (formand), Henning Johansen, Erik Sahl, Bente Sørensen, Dorte Dalgren og Birthe Lorenzen.