Danmark

Rektor om pædagogreform: Passer perfekt med skolereform

Pædagoger skal uddannes i tre spor, men først efter et år med fælles skema.

Rektor om pædagogreform: Passer perfekt med skolereform

Den nye pædagoguddannelse passer perfekt til den ny reform af folkeskolen.

Det siger rektor Erik Knudsen, Professionshøjskolernes Rektorkollegium.

- Pædagoguddannelsen og læreruddannelsen kan nu spille fornuftigt sammen og dermed være med til at understøtte folkeskoleforliget, siger han.

Erik Knudsen er også meget tilfreds med, at uddannelsen fastholder en enhedsuddannelse.

- Det er godt, at der er en enhedsuddannelse, samtidig med at der er etableret tydelige profiler ud mod et arbejdsmarked, siger han.

Pædagoger skal som nu uddannes i tre et halvt år.

Det første år er fælles. Derefter vælger de studerende mellem småbørnspædagogik for nyfødte til fem år, skole- og fritidspædagogik for 6-18-årige samt social- og specialpædagogik.

Sporet om social- og specialpædagogik retter sig mod: a) børn og unge med særlige behov, b) udsatte mennesker med misbrug, hjemløshed og prostitution og c) handicappede med fysiske og psykiske skavanker.

Samtidig styrkes uddannelsen, så pædagoger bedre kan samarbejde med lærere i folkeskolen, hvor pædagogerne skal spille en større rolle efter skolereformen og samarbejde med socialrådgivere og sygeplejersker.

I det første fælles uddannelsesår lærer de studerende pædagogik, udviklingspsykologi, sundhed, dansk og kommunikation, samfund, æstetiske lærings- og udtryksformer samt it- og mediepædagogik.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten har aftalt at sende et lovforslag i høring senest 1. juli. I efteråret drøfter parterne høringssvarene til lovforslaget med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance.

- Jeg er rigtig glad for, at vi har et bredt politisk flertal. Det er et stærkt signal til hele den pædagogiske verden, siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R).

- Fremtidens pædagoger skal være mere specialiserede og bedre til at samarbejde med andre, siger Morten Østergaard.

Lovforslaget skal erstatte loven om pædagoguddannelsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.